Historien om Ravhuset Hennebjerg’s tilblivelse

Historien.

Hej. Jeg er Bjarke, designeren bag de håndlavede design ravsmykker og ringe, du finder på denne hjemmeside. Mit liv med ravsmykker er noget af et eventyr: Jeg blev i 1984 færdiguddannet som fysioterapeut. Denne uddannelse bragte mig ind i forebyggelsen af arbejdsrelaterede lidelser/skader i Bedriftsundhedstjenesten, BST. Senere blev jeg sikkerhedsleder i Esbjerg Kommune for ca. 1800 ansatte. Jeg har altid elsket naturen og fik kontakten hertil via fritidslivet i min campingvogn, som vi havde stående i Houstrup v. Nørre Nebel i Vestjylland. Herfra gik turen ofte til standen, og den gamle drengedrøm om at finde rav gik i opfyldelse en kold og våd februardag i 1997. En hel stor håndfuld blev det til – jeg var fortabt, grebet af ”guldfeberen”.

Om aftenen, da jeg skulle sove, så jeg et forunderligt ”syn” for mig – at jeg skulle lave smykker af ravet, give disse navne, sælge dem og leve heraf. Jeg må sige, det lød meget underligt i mine egne ører, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at forsøge mig med at forarbejde ravet. Om det lykkedes mig, kan du jo selv bedømme. Jeg syntes allerede dengang, at disse slebne eller uslebne klumper med et hul i og en lædersnøre var et levn fra fortiden, og at der skulle ske noget nyt. Det bragte mig i 1998 på et tre-dages aftenskolekursus i sølvforarbejdning, et kursus hvor jeg ikke fik sovet ret meget. To-tre timers søvn blev det til og så i gang igen. Jeg overraskedes over den stærke energi og drivkraft, der lå i dette.

Jeg måtte leve af det – det var jeg sikker på, endskønt kursuslederen smilede overbærende, da han hørte mig sige det. (Nu smiler han bare) I 2000 flyttede jeg til Hennebjerg og købte en tolænget, stråtækt gård med tilhørende garage. Garagen blev straks lavet om til værksted, og første sal i huset overfor blev til butik. Her var der dog ikke meget plads, og i 2003 byggede vi en butik til i forlængelse af værkstedet (se pdf fil). En dejlig kontrast til mine tidligere ”salgslokaler”, som var en sportstaske med ravsmykker, monteret på en velour belagt plade, og hvor værkstedet var et kosteskab derhjemme i lejligheden, samt en ældgammel, lille campingvogn jeg købte til formålet og stillede op sammen med den, vi boede i på campingpladsen. Alt er bare gået så stærkt. Udstillinger i USA, Holland og selvfølgelig også herhjemme har bragt smykkerne vidt omkring. Anerkendelsen fra kunderne i butikken er overvældende, og mange venskaber er stiftet her. Jeg bestræber mig på at være ”trend-sætter” gennem til stadighed at skabe helt nye muligheder/designs for ravet så det atter kan tage plads som den elskede ”ædelsten”, den har været gennem årtusinder. Og det ser ud til allerede at være lykkedes. Mange kunder vælger mine designede unika ravsmykker til fordel for masseproducerede smykker med eksempelvis diamanter. Det er jeg naturligvis glad for på egne vegne, men også på vegne af det danske kystrav, som er noget af det smukkeste i verden. Dets lethed, farvespil, mange forskellige farver og former gør, at ravet er en evig kilde til inspiration. Og med sølvet (eller guld) der jo næsten også kun lader sig begrænse af fantasien, er arbejdet med smykkerne en vidunderlig, spændende og kreativ proces.

Historien om Ravhuset Hennebjerg Den gamle drengedrøm

Jeg har vel været i omegnen af 7-8 år, da min opmærksomhed faldt på ravet. Jeg var i det hele taget meget optaget af naturens fænomener og kunne om aftenen stå ude og kigge på stjernerne med min mosters antikke teaterkikkert, som stort ikke forstørrede noget som helst. Men universet, dets opståen, forsøget på at forstå begrebet uendeligt rumsterede allerede dengang. Jeg kunne fordybe mig i insekternes verden, fuglenes ditto – jo jeg elskede naturen dengang som nu. Rav var allerede dengang et blitzbillede fra tiden for længe siden. Jeg kunne fascineres over det lys og de farver, der kunne være især i de klare rav’er. Og som for de fleste andre var et stykke rav med et insekt i jo noget, der næsten kunne få mundvandet til at løbe. Det var dengang, da rav primært blev båret enten i lange kæder eller i store klumper med lædersnøre igennem eller som elastikarmbånd. Mormor smykker som jeg ynder at kalde det. Sådan var dét bare.

Jeg var en kvik lille fyr, der hurtigt lærte sammenhængen mellem harpiks og rav, og stor var da også min glæde, da jeg på et af naboens træer opdagede en stor, gylden og skinnende harpiksklump. Jeg havde fundet mit første rav !!! Jeg sneg mig ind på forbudt område og med stor skyldfølelse fik jeg skrabet mit ”rav” af træet – ens far var vel ikke politimand for ingenting – TYV stod der i panden på mig, men jeg måtte bare have denne smukt skinnende klump, inden naboen opdagede og bemægtigede sig den. Men føj hvor den klistrede til min store overraskelse. Der var måske alligevel noget, jeg ikke helt havde fået med i min forståelse af ravets natur. Årh ja. Det var det med saltvandet – nå, det fik jeg nu hurtigt fikset. Et af mors drikkeglas blev hentet ned fra skabet – lidt salt i – vand og smage på det. Hrm – jo den var go’ nok. Jeg havde skabt mit eget lille Vesterhav. Med møje og besvær fik jeg harpiksen af fingrene og ned i glasset. Glansen var unægtelig gået lidt af Sct. Gertrud, for overfladen var nu ikke længere glat og heller ikke særlig ren. Nå, pyt – rav er rav BASTA. Der gik ikke mange timer imellem at jeg var inde og tjekke, om mit rav snart var færdigt. Underligt så lang tid det kunne ta’. Næste dag mente min mor at jeg måske havde bemægtiget mig et af hendes drikkeglas, hvilket var lidt svært at benægte, da hun det næste øjeblik fik øje på det i vindueskarmen. ”Hvad laver du” – spurgte hun, med sin vanligt kontrollerende attitude. ”Rav” svarede jeg kort – hvorpå hun brød ud i en overbærende, men hjertelig latter. Søde Bjarke, det tager millioner af år. Nu har jeg aldrig rigtig været god til det der med tal, og heller ikke dengang kunne jeg forholde mig til noget, der måske nok lød af lidt mere end næste uge, men allerede dengang spirede min vedholdenhed, når der var noget jeg ville – eller ikke ville – tjah så blev det sådan !! Så jeg væbnede mig med tålmodighed. Da der var gået – synes jeg nok godt og vel en million år, mærkede jeg atter på mit ”rav” – det klistrede knap så meget, som da jeg puttede det i, men jeg var nu ikke helt tilfreds.

Jeg var ikke blevet bedre til det der med millioner år – de var frygtelige lange – det havde jeg allerede fundet ud af. Adskillige millioner år senere tænkte jeg, at det måske nok heller ikke var så vigtigt for mit liv med det her ”rav”, eftersom det overhovedet ikke havde forandret sig en tøddel. Det var nok en af mine første og væsentligste fejltagelser – måske ikke så meget det, at jeg opgav min klistrede klump og smed den i skraldespanden, men mere det, at jeg faktisk blev lidt sur på rav’et, fordi min tålmodighed ikke slog til. Jeg var jo dreng, og det hele måtte godt gå lidt stærkt ! Det gjorde det altså bare ikke – gennem hele min opvækst og alle de gange jeg/vi var på stranden glemte jeg dog aldrig min lyst til at finde mit første stykke rav. Blot vidste jeg jo dengang ingenting om hvornår det var muligt at finde rav og da jeg altid kom der på de bedste sommerdage om året, ja så fandt jeg altså aldrig noget rav – før sent i mit liv.

1995-96 – den svære begyndelse

Uden at jeg her vil komme ind på hvorfor, placerede jeg på et tidspunkt min campingvogn, som jeg i øvrigt købte for en del af de 100.000 kr., jeg vandt i 1986 i en konkurrence om Trafik & Handicap, udskrevet af Trafikministeriet, på campingpladsen i Houstrup pr. Nørre Nebel i Vestjylland hos Knud og Tove, som værtsparret hed. Herfra gik turen ofte til stranden, hvor ryggen blev bragt i flitsbueform, og stranden på bedste turistvis afsøgt mere eller mindre systematisk og ofte de helt forkerte steder. Efterhånden nåede jeg dog op på at samle flere hundrede små stykker sammen – på størrelse med knappenålshoveder. Jeg var glad for endelig at have fået opfyldt mine gamle ambitioner om at finde rav, problemet var bare – som med så meget andet her i livet – mere vil ha’ mere ! Jeg ville gerne finde et ordentligt stykke !

1997 – vendepunktet

6. Februar 1997 var en kedelig, men efter årstiden relativt mild dag, hvor skyerne hang helt nede i konkyliehøjde. Sådan en dag, der ikke egner sig til nogen udendørsaktivitet. Det betød, at campingvognens fire vægge begyndte at skrumpe ind om os, og irritationsniveauet steg. Min daværende kone ville gerne ind og shoppe i Henne Strand, men det gad jeg ikke. Jeg ville til stranden – der var noget der trak ! Jeg havde en mærkelig fornemmelse – som jeg i øvrigt heldigvis stadig har – hr. Bjarkes fornemmelse for rav, nemlig at der måske var rav derude ! Jeg forhandlede mig til kompromis – først skulle vi lige et smut til Henne Mølleå – bare lige og kigge – og derefter på shoppingtur til Henne Strand. Da vi kom til stranden, mødte der os et syn, jeg ikke siden har mødt. Så langt øjet rakte, lå der en 1½ m bred og 40 cm høj bræmme af ”ravtøj” – en sammenblanding af milliarder af sandormenes ånderør, samt alle mulige krebsdyr. Jeg havde med min absolut minimale viden om rav en klar fornemmelse af, at der NU måtte være rav. Og jeg havde da heller ikke mere end lige sagt dette højt, førend der trillede et pænt stykke hen over bræmmen. BINGO – den første sten til min senere passion. Der var meget rav – de senere så velkendte ansigter var der selvfølgelig alle sammen. De vindbidte gutter Kjeld+makker og Karl – alle tre fra Nymindegab var der med deres net – et væsentligt udstyr, jeg på det tidspunkt manglede. Det medførte, at mine ankelstøvler hurtigt blev fyldte med 4 grader koldt vand, men omvendt blev lommerne fyldt med rav, så jeg ænsede det knap, før fødder og tæer var blå. Det var da også til sidst mine fødder, der vandt kampen mellem at blive – eller at tage hjem. Tiden var forsvundet for næsen af os – vi havde brugt 3-4 timer uden at opdage det !! Hold da kæft, hvor var jeg stolt.

Da ravet tog manden Når jeg holdt hænderne sammen fyldte ravet hele den skål hænderne dannede – jeg var fortabt, grebet af ”guldfeberen”. Nu var det ikke længere manden, der tog ravet – næ, det vestjyske ordspil blev til virkelighed. Ravet havde taget manden, som det hed sig. Om aftenen, da jeg skulle sove, så jeg et forunderligt ”syn” for mig – at jeg skulle lave smykker af ravet, give disse navne, sælge dem og leve heraf. Jeg blev lidt bekymret for mig selv og denne her indre stemme ! Var jeg ved at blive skør i bolden ? Det syntes så virkeligt – de billeder jeg så for mit eget indre øje var meget konkrete, og de tanker, der fulgte med, ditto. Jagten intensiveredes. Næste dag skulle jeg selvfølgelig også ud og kigge – og der gav det da også et par stykker i tilgift. Line, min store datter – som da var 11 – fandt eller så det første stykke, som Kjeld, der selvfølgelig også var der fiskede op for næsen af hende med sit net, men som den rare og flinke mand han er gav til hende. Resten af året – i alle de weekender der var, var jeg på stranden indtil flere gange i døgnet. Jeg måtte knuse hemmeligheden om, hvornår man skulle indfinde sig på stranden. Jeg kunne givetvis have læst mig til noget af det, men siden min uddannelse til fysioterapeut, som jeg blev færdig med i 1984, blev jeg så træt af at læse, at jeg stort set ikke siden har været gode venner med bøgerne. Nå, det var nu også meget mere spændende at stå op kl. 3-4 stykker om natten, køre ud på stranden og med den bedste lommelygte, jeg havde på det tidspunkt, og afsøge de steder, som efterhånden havde givet mig nogle ganske pæne stykker. Jeg har altid godt kunnet lide selv at finde ud af tingene. Der kunne måske være mulighed for, at jeg kunne finde ud af noget, ingen før mig havde tænkt på. I december 1997 mellem jul og nytår havde jeg taget fri. Jeg ville hellige mig min hobby, som nu fyldte mig så fuldstændig op, så alle tanker og fritid blev brugt herpå. Konen skulle på arbejde i Esbjerg og tog derfor bilen. Og her slog atter min evne til at stålsætte mig igennem. Jeg stod på cyklen kl. 5.30 i bulder ragende mørke – og uden cykellygte for gennem Blaabjerg plantage at køre ud til Henne Mølleå. Nøj en sej tur. Skoven var hvad det var – for den kendte jeg ud og ind, jeg måtte kun tænde for min lommelygte et par gange. Efter vel tyve minutters kørsel kom jeg til Henne Strand, hvor jeg så valgte at køre langs stranden, sydpå til Henne Mølleå. Og her blev min viljestyrke virkelig prøvet af. En moderat sydvestenvind og blødt sand gjorde, at de par kilometer der vel er mellem disse to destinationer, føltes som en million kilometer. En million kilometer senere står jeg prustende og gennemblødt af sved af min cykel med rystende og trætte ben lige nord for åens udløb. Tilfreds med at være den eneste tilstedeværende tager jeg det meste af mit våde tøj af og hopper i den medbragte forede skagenshabit. Jeg skuer i det samme lysene fra en firehjulstrækker. Satans også tænker jeg – garanteret Kjeld og makker. Dengang tror jeg vi oplevede hinanden som konkurrenter. Jeg syntes i hvert tilfælde, det var min strand og mit rav uden hensyntagen til, at jeg nok var den sidst tilkomne ravsamler derude. Og så syntes jeg, at der var uretfærdig stor forskel på vore transportmidler, syntes jo nærmest det lignede rovdrift fra deres side. Og tilmed ulovligt at køre med bil på stranden. Forarget var jeg ! Nå, men jeg havde omhyggeligt forberedt mit sparsomme udstyr hjemmefra – nye batterier i lampen og læderhandsker, så jeg ikke skulle fryse. Gummistøvlerne var længere, end de ankelstøvler jeg havde haft på tidligere. Det kunne ikke gå galt – motivationen var i top. Det var Kjeld og makker, og de var allerede ude i ”suppen” – eller grøden – for sådan så det næsten ud. Atter milliarder af ånderør, dog denne gang ude i vandet. Jeg havde jo lært mig selv at det var en naturlov, at der var rav, når der er ”ravpinde”. Godt irriteret over, at de to var kommet ud i bølgen, med al deres udstyr, uden al mit bøvl og besvær, ville jeg tænde for lygten. Pludselig virkede den ikke – damn !! En rigtig lortedag – var min første tanke. Jeg kunne have ligget derhjemme i min dejlige campingvogn, i mine dejlige varme dyner og sovet nu ! Stærkt irriteret slog jeg lampen mod knæet og pludselig lyste den igen – og lige ned på noget rødligt mellem alle ånderørene.

Der var kort tid at reagere på, idet vandet skyllede rytmisk frem og tilbage. Resolut – om end jeg havde mine nye læderhandsker greb på jeg ned efter det, jeg egentlig bare forventede ville være et stykke rødligt træ, som jeg så tit havde observeret i vandet. I et åndeløst sekund konstaterede jeg at jeg, VISTNOK havde fundet et stykke rav – et kæmpe stykke på 126 g, som det senere viste sig at veje. Med en puls endnu højere end efter cykelturen fik jeg råbt til Kjeld, om ikke dette var et stykke rav. Om min skadefryd var synlig ved jeg ikke, men de to herrer fik pludselig meget travlt med at hente deres store net hvormed de hentede adskillige liter ”suppe” op for at gennemrode det på stranden. Jeg havde på det tidspunkt ikke andet end gummistøvler på, så jeg måtte pænt blive helt oppe i vandkanten. Deres begrænsning viste sig hurtigt, idet bølgerne tilsyneladende har en hobby med først at sende en række små, moderate bølger, som man vænner sig til, hvorefter den dér ene, der lige fylder støvlerne op, kommer som den store våde overraskelse. Hæ – Kjeld og makker fandt intet !! Amatøren og den hårdt kæmpende cyklist havde vundet som David over Goliath. Jeg kunne næsten svæve hen over vandene efter mit fund. Aldrig har jeg stukket hånden i lommen så mange gange før i mit liv. Tanken om, at jeg skulle tabe det, dukkede op hvert femte sekund. Næppe var de kørt, før det begyndte at vælte ind med en blanding af små og mellemstore klumper. Jeg fik fyldt begge mine lommer helt ud. En vidunderskøn fornemmelse. På turen hjem stoppede jeg alle dem, jeg mødte på min vej, for at vise dem mit stolte fund.

Bjarke 5 år, tihi – jeg var som en lille dreng, der havde fundet en guldmønt. Cykelturen hjem var sjovt nok betydelig kortere end den på vej ud, omend jeg havde været på farten i snart 8 timer uden mad og drikke. Sådan er det bare at samle rav – man glemmer bare alle andre behov. Åh, jeg var lige ved at glemme den sjove oplevelse, jeg havde nogen timer senere. Alle der vidste noget om rav og havde tid til at være på stranden var der. Også ham den gamle, vindbidte vestjyde med Sydvest, vaders og gummijakke på sin ældgamle lyseblå SCO knallert. Han var som skåret ud af romanen ”Fiskerne”. Skråen manglede vist heller ikke. Han havde kurs direkte mod mig. Æv mere konkurrence, tænkte jeg. På det tidspunkt gik jeg bare og høstede de sagte bølgers ”frugter” – ravstykker der forsigtigt blev lagt af for fødderne af mig. Men han havde nu kun et på sinde, og det var at få afklaret et spørgsmål: ”Ær’t dæ der har fun’nen den sture støøk rav” ?? – Jeg viste ham min guldklump med skarpsindig opmærksomhed på, at den ikke pludselig ville køre af sted med ham. Ville jo være værre end det berømte store engelske postrøveri. Nu havde han jo så hilst på dagens mand, set byttet og drog derefter videre i sig søgning. Er skæg oplevelse, der sagde mig, at selv herude havde de deres eget Internet. Han havde selvfølgelig mødt Kjeld og makker.

Fra strand til smykke De smukke ravklumper befandt sig i en frysepose et stykke tid, hvor de blev vist frem til alle, der gad at kigge. Jeg skulle lige tage mod til mig, inden jeg kastede mig ud i den grænseoverskridende aktivitet det var at bryde ind i deres personlighed for at udforske deres indre. For jeg anede jo ikke, hvad der ville møde mig eller hvordan jeg skulle gøre ! Om jeg overhovedet kunne ? Det mente jeg nu nok – hvis andre kunne, så kunne jeg vel også ! Jeg fandt frem, hvad jeg havde i min værktøjskasse i campingvognen. Det blev til en fil og noget sandpapir. Det var sådan set også OK. Det var vante værktøjer, som jeg havde brugt, da jeg lavede fedtstensskulpturer. Efter næsten en hel dags sliben og poleren havde jeg da også fremstillet mit første smykke af et relativ stort, klart rødbrunt stykke på vel en 10-12 gram. Resultatet var på det tidspunkt tilfredsstillende.

1998 – vendepunktet I januar 1998 får jeg til 40 års fødselsdagsgave en lille Proxxon håndboremaskine samt en ravlampe, som min kære volleyball kammerat Mogens Pedersen, Esbjerg havde lavet til mig af et par afløbsrør og fittings, samt en halogenspotpære og tilhørende knallertbatteri. Næsten den bedste gave ud af alle de ellers dejlige og dyre gaver, jeg fik. Ved min fødselsdagsfest havde min familie, min bror Birger og hans kone Ingerlise sammen med min far lavet en herlig parodi på min færden ved stranden. Den efterlod ingen tvivl om, at de syntes jeg var lidt skør – og jeg tænkte ved mig selv, at de kun havde set toppen af isbjerget. Jeg havde langt vildere planer end som så. Hastigheden i smykkefremstillingen steg ganske betragteligt qua den lille Proxxon. Og kort tid efter min fødselsdag anretter jeg et primitivt værksted i vores indgangsparti i lejligheden i Torvegade 62 i Esbjerg, hvor jeg på det tidspunkt boede. ”Værkstedet” var på størrelse med et kosteskab. Udsugningen var en gammel støvsuger – en nødvendighed, da det støvede ganske gevaldigt når de 20.000 omdrejninger forplantede sig til ravets overflade. I campingvognen kunne jeg sidde i sommerforteltet efter april måned. Jeg havde fundet et gammelt symaskinebord, som jeg kunne sidde ved. I 1998 køber jeg mig en 30 år gammel to-gearet sort Puch knallert, samt en styrthjelm. Alle dele var med til at sætte alvorlig gang i hhv. fundene og forarbejdningen. Snart købte jeg mig en båndsav, da jeg begyndte at se muligheder i nogle designs, som krævede en sådan. Jeg begyndte også at dreje i ravet. Det var alt sammen vældig fint, men jeg kunne mærke, at jeg ikke var tilfreds. Jeg måtte lære at lave sølvarbejde. Jeg forsøgte mig med en lille gas loddebrænder, som jeg købte til formålet og noget af en gammel ring. Problemet var blot, at jeg slet ikke kunne skabe varme nok – og heller ikke anede noget om, hvordan man skulle gøre. Jeg havde i mellemtiden flikket et par primitive oplukkelige kasser sammen med tværsiddende stivere i, hvorpå jeg havde monteret de smykker, jeg på det tidspunkt havde lavet. Det var blot vedhæng og nogle enkelte øre stickere det lykkedes mig at lave af nogle smykker, jeg havde købt hos guldsmeden Laila i Torvegade. Hun hjalp mig senere til et parti billige sølvringe, som jeg kunne hive stenene ud af og sætte rav i i stedet for. Jeg syntes alerede dengang, at disse slebne eller uslebne klumper med et hul i og en lædersnøre var et levn fra fortiden, og at der skulle ske noget nyt. Jeg havde ideer til så meget, men manglede sølvet til at binde tingene sammen med. Jeg var begyndt at anvende den sorte Jet, som jeg havde fundet på stranden – men ikke på det tidspunkt anede hvad var. Siden ved et tilfælde – da jeg var i den daværende stenbutik i Esbjerg for at købe en halvfabrikata sølvring til en bestilling, fortalte indehaveren af butikken mig, at jeg faktisk havde fundet Danmarks eneste ædelsten. Det var han synligt irriteret over, da han selv i mange år havde haft sommerhus i Houstrup – og ledt netop efter Jet’en, men aldrig fundet den. Fascinationen ved at finde rav var så småt ved at blive overhalet indenom af glæden ved at fremstille smykkerne, selvom det at finde rav på et tidspunkt naturligvis var en forudsætning for at kunne lave nogen ! Trangen til at komme videre og få uendelig mange nye muligheder gennem sølvet bragte mig i oktober 1998 på et tre-dages aftenskole kursus i sølvforarbejdning i Ravstedhus i Sønderjylland, et kursus, hvor jeg ikke fik sovet ret meget. To-tre timers søvn blev det til og så i gang igen. Jeg overraskedes over den stærke energi og drivkraft, der lå i dette. Jeg måtte leve af det – det var jeg sikker på, endskønt kursusleder Flemming Gejl smilede overbærende, da han hørte mig sige det (Nu smiler han bare). Det ka’ du sgu et’ – lød det tørt fra ham. Jeg vendte hjem fra kurset med en voldsom stærk trang til blot at kaste mig over smykkeproduktionen og glemme alt andet. Jeg havde 5-6 smykker med hjem, som jeg havde lavet på kurset. Flemming Gejls kommentarer til mine smykker var: de er et’ så ring’ endda – en vestjysk hædersbevisning, der ville noget !! De blev revet væk på kommunen og rost til skyerne. Jeg havde ramt noget ! Det kunne jeg mærke. Bulls Eye ved første skud. Det måtte der være noget i ! Jeg begyndte at vende tilbage til visionen fra natten den 7 –8 februar 1997. Måske var det min vanlige evne til at kunne kigge ind i fremtiden på nogle områder, der virkelig slog igennem her ? Jeg var fortsat drevet af den voldsomme energi & trang til at producere smykker, og måtte bare indrette mig et værksted i tilknytning til min campingvogn i Houstrup. Der tilbragte vi jo alle weekenderne, hvor jeg endelig havde tid til at lege i længere tid med min hobby. I november 1998 køber jeg derfor en 30 år gammel, men velholdt Sprite 400 for 1500 kr., som lige akkurat kunne skubbes op bag min store campingvogn. Heri indrettede jeg mig et fint værksted. Også her vandt en gammel støvsuger indpas som udsugning. Det var rigtig sjovt at indrette den. Der manglede ikke noget – radio, lys, en god stol, udsugning osv. Jeg slæbte i bogstaveligste forstand mine værktøjer, samt rav frem og tilbage hver evige eneste weekend – et større slæb ! Avisartikler: Annoncer: Øvrige aktiviteter: Større indkøb: Kurser:

1999 – smykkefremstillingen tager fart I 1999 begynder jeg at se mig om efter noget brugt værktøj. Jeg søger en polermaskine, og efter en købsannonce i den Blå Avis bliver jeg i maj måned kontaktet af en mand fra Sønderborg – Manfred, der vil sælge mig et helt guldsmedeværksted til 20.000 kr. Jeg får handlet ham ned i 10.000 kr. Jeg syntes, det var vildt mange penge og helt vanvittigt. På det tidspunkt anede jeg f.eks. ikke, hvad jeg skulle bruge en ambolt, en valse og en række andre værktøjer til – jeg skulle bare bruge en ekstra polermaskine til min campingvogn !! Men gudskelov købte jeg det hele, der hurtigt viste sig at være en formue værd, samt indeholde en stor del af de værkstøjer, som stadig er aktuelle i mit værksted. Og pludselig havde jeg nok til at fast-indrette mine to værksteder i hhv. lejlighed og campingvogn. Jeg købte mig også på et tidspunkt en tromlepolermaskine til stålkuglepolering af sølvet. Jeg begyndte at lege med armbolt og valse og fandt ud af at jeg havde gjort en rigtig god handel – de var rigtig nok uundværlige – men tunge at slæbe frem og tilbage. 30 kilo vejer min ambolt trods alt. Smykkefremstillingen fyldte på nuværende tidspunkt betydelig mere end det at finde ravet. Det skyldtes måske også lidt, at det med at køre på knallert midt om natten i et par graders frost, var hård kost for en halvgammel dreng som mig. Jeg kunne være mere eller mindre forfrossen, inden jeg nåede stranden, der lå 3½ km væk. Og ikke nok med det, så var det at køre på stranden altså en gang imellem noget, der svarede til de sværere etaper på Paris Dakar rallyet. Og når så det gamle vrag til knallert pludselig stoppede til af rust i benzintilførslen 8-10 kilometer ”hjemmefra” og jeg skulle have monteret tanken af, renset karburatoren med frysende kolde fingre, så var det altså ligesom spændingen forsvandt lidt. Det blev til ture med bilen i stedet og på gåben ved stranden, men med større og større mellemrum. Jeg brugte megen energi på at optimere min udstilling, som voksede meget. Jeg måtte jo finde frem til og ud af alting selv. Sammen med et fuldtidsjob, en baby fra april, Ninna og en stor pige på 13 år, Line var der jo egentlig gøremål nok. Men ravet/smykkerne gav mig bare så meget energi. Jeg fandt frem til noget, der vist hed Gem i Tarm. Her kunne man købe alt muligt halvfabrikata til smykkeproduktion og også smykkeæsker med gennemsigtigt låg. Jeg var jo begyndt at udstille og sælge mine smykker på et bord uden for min campingvogn, da vi nåede hen på sommeren 1999. Og når duggen begyndte at falde, faldt den jo også på smykkerne. Så var det jo rart, at de var dækkede til ! Jeg stillede mig også hen til købmanden i Houstrup, ud til stranden i Houstrup samt oppe ved receptionen på campingpladsen. Ikke fordi jeg solgte ret meget, men det blev til lidt af og til. Faktisk dukkede mit livs kærlighed, min dejlige kone, Diana op ved min lille udstilling på campingpladsen. På det tidspunkt anede jeg dog ikke, at hun ville blive det. Hun var gravid og ude for at besøge sine svigerforældre på det tidspunkt. Morderlig sød og køn pige tænkte jeg dengang. Hun skulle siden vise sig, dog uden ansigt på, at dukke op sammen med mine visioner om mit fremtidige liv, nok fordi jeg absolut ikke trivedes med den, jeg var gift med på daværende tidspunkt. Ravet og værkstedet var blevet min flugt fra et ægteskab, der åd mig op indefra. På kommunen begyndte der at falde flere bestillinger og selvtilliden voksede ! Sidst på året var der en søndag, hvor det jo var tid til at køre hjem fra camping. Men SUK – min fornemmelse for rav bankede på. Der måtte være rav. Vejret var slået om fra streng frost og østenvind til den kendte lidt småsure, stille, disede sydvestenvind. Men konen ville forståeligt nok hjem med den lille Ninna, så vi måtte bare køre hjem. Øv, det passede ikke hr. Holtzmann, som efter spisningen spurgte Line, om hun ville med tilbage til stranden. Jeg havde egentlig regnet med et nej, men Line ville til min store glæde gerne med. De forgangne dage var jeg kørt med min ret nye Renault Kangoo ud ad stranden fra Børsmose, hvor man gerne må køre og ud til Henne Mølleå (så langt må man ikke køre- fy Bjarke – nogle af mine principper var begyndt at falde lidt til jorden i kampen om havets guld). Stranden havde været hård som et vaskebræt at køre på hele vejen. Det var den også denne aften – i hvert tilfælde et stykke af vejen – faktisk lige dertil hvor man måtte køre. Hvad jeg ikke lige havde indkalkuleret var, at der nu var plusgrader, og at stranden pludselig var normal – måske endda endnu blødere end normalt. Kangoo’en kørte underligt trægt og desværre meget sent gik det op for mig, hvad der var galt. Næsten helt ude ved å’en kom jeg til den skrækkelige erkendelse, få meter fra vandet, at det her aldrig ville ende godt – bilen sank i – ned midt på fælgene. Store idiot, tænkte jeg om mig selv, og så bilen for mig halvt dækket af havets vand – min ½ år gamle bil. Ikke en skid klogere end de dumme tyskere (og danskere for den sags skyld, som glemmer at der er noget der hedder tidevand) var jeg. Det var buldrende mørkt, vi var helt alene – bare Line, jeg og den strandede Kangoo. ”Line” kommanderede jeg – ”ud og grav”. Vandet var for opadgående, som det hedder, og ca 2½ meter fra bilen. Det her var for pinligt – jeg/vi måtte se at klare skærene. Vi gravede foran alle hjulene, så jeg kunne få bilen i bevægelse. Vi gravede som en gravhund, der har opdaget noget i jorden. Sandet sprøjtede omkring os. Line forholdt sig tavs og gravede på livet løs. Hun havde forstået alvoren i situationen. Da vi havde gravet så meget, at jeg mente det måtte være nok, kommanderede jeg Line om for at skubbe. Yderst forsigtigt gav jeg gas og mærkede at bilen bevægede sig noget der lignede 20 meter i timen. Centimeter for centimeter kom vi frem. Line knoklede deromme bagved. Aldrig havde jeg set hende udfolde sig fysisk i den grad. Vi kom fri !! Line hoppede ind i bilen igen – men ak, jeg skulle aldrig være stoppet. Nu hang vi der igen. Forfra med at grave og nu begyndte det selvfølgelig at stå ned i stænger. Rigtig surt og ikke særlig gode udsigter – der var lang vej, til sandet ville blive fast igen. Line blev sendt om og skubbe igen. Hun knoklede som en lille hest – jeg følte en pudsig stolthed og en samhørighed i samarbejdet for at undgå katastrofen. Jeg var lidt mere rolig nu, for vi var trods alt på behørig afstand af det truende mørke vand, og måske var det regnen der til trods for at den var ubehaglig at opholde sig i, der gjorde sandet lidt nemmere at køre i ? I hvert tilfælde kom der gang i skuden – og jeg råbte højt ud af vinduet at Line skulle blive ved. Og det gjorde hun så godt, at jeg kørte fra hende – arme barn tænkte jeg – nu tror hun, jeg stikker af fra hende – men jeg ville ikke risikere at sidde fast igen. Men da jeg følte, at grunden var fast nok under os, stoppede jeg naturligvis. Line kom forpustet og drivende våd løbende og stønnede bare “far”. Stolt af hende gav jeg hende en kæmpe krammer, ros og et stort tak. Jo, Line og jeg havde fået os en ordentlig en på opleveren, der sandelig ikke savnede dramatik. Vi var jo kørt ud for at finde rav. Så vi kørte hele den lange vej – ad de autoriserede og asfalterede veje tilbage til Henne Mølleå, alt imens jeg lovede mig selv, at så dumt ville jeg aldrig mere opføre mig. Vi satte bilen og gik ned til det sted, hvor bilen havde hængt fast. Hjulsporene kunne stadig anes, selv om vandet var ved at udslette dem. Et af dem var dog særlig dybt, og paradoksalt nok havde havet kvitteret med at lægge tre stykker rav af lige i det ene af sporene som en slags belønning for vore store anstrengelser. Målet var nået – vi fandt rav for anden gang i vore liv – sammen. Og omstændighederne glemmer vi aldrig ! Avisartikler: Annoncer: Øvrige aktiviteter: Større indkøb: Kurser:

Det store forandring – 2000 Jeg var efterhånden ved at have en del omkostninger til køb af materialer mv. Udsigten til også at skulle have ny PC fik mig til at stifte firmaet Prominent Smykker. Med den nye PC lavede jeg i øvrigt min første brochure ved at scanne smykkerne på en scanner. Den var i øvrigt faldet i pris fra 35.000 kr. til 3500 kr. dagen før jeg købte den. Digital kameraer var lige så dyre og derfor uinteressante. I dag kan man købe en scanner for 350 kr. Der lå lange overvejelser bag navnet, idet jeg var begyndt at skue frem imod den større verden, der skulle kunne få mening ud af firmanavnet på flere forskellige sprog. Jeg var så småt ved at tage hul på visionen. De efterhånden mange år, jeg havde tilbragt al min fritid i Houstrup, havde langsomt sat deres præg. Naturen, ikke mindst stranden samt den lokale mentalitet havde sat sig sit præg, i en sådan grad at jeg til sidst måtte overgi’ mig, sælge min ellers elskede campingvogn og købe Vesterkærvej nr. 20, hvor vi flyttede ind den 15.marts. Huset blev pudsig nok døbt Ravhuset. Jeg husker den første aften med det første flyttelæs, hvor jeg stod og kiggede op på den mest imponerende sorte og stjernespækkede aften/nattehimmel. Der var larmende stilhed, og jeg mærkede instinktivt, at det var det helt rigtige, jeg havde gjort. Det var jo ellers en omvæltning af de større. Født og opvokset i Esbjerg – boet der i 42 år og de sidste 17 heraf i byens indre. Det var kontrasternes kontrast. Alt var i den henseende befriende anderledes og alligevel velkendt, da det jo ikke var langt fra Houstrup. Nu var jeg endelig permanent i nærheden af mit elskede skatkammer, havet med dets rav. Endvidere var der i tilslutning til det 2-længede svenskrød- og blåmalede stråtækte hus en på det tidspunkt isoleret garage på 28 m2 med strøm. Jeg så mulighederne i dette for at lave et dejligt værksted heri. Jeg lagde et pænt og behageligt gulv heri og købte fire meget billige sprodsevinduer, som jeg fik den lokale tømrer i Stausø til at sætte i. Kort tid efter det stod færdigt – det var en helt forrygende fornemmelse – blev jeg spurgt, om ikke jeg ville lave en ustilling i Palm Springs i USA hos en dansk designmøbelforhandler.Og næsten samtidigt om jeg vil lave en udstilling hos Mærsk på havnen i Esbjerg. Det gav en kæmpe saltvandsindsprøjtning ifht. nye visioner, nye designs osv. Jeg manglede dog noget at udstille på og pakke ind i. Tidligere havde bl.a. Line foldet æsker til mig for en krone stykket. De var rigtig søde, men måske knap så passende til smykkerne, som efterhånden tog til i skønhed og pris i takt med efterspørgslen. Jeg var på nettet og søgte højt og lavt efter såvel æsker som udstillingsgenstande. Fandt da også frem til firmaet Westpack, som kunne levere begge dele. Desværre eller måske heldigvis kostede en buste-agtig figur til vedhæng ca. fire hundrede kroner, og da jeg skulle bruge 70 af dem – var det jo en formue, vi snakkede om. Jeg havde i forvejen måttet købe 5 kg rav til hvad både jeg og banken syntes var en svimlende sum penge. Så det var der ikke råd til. Æskerne kunne jeg dog godt bruge – jeg valgte de billigste dengang – af blå glimmerplastik. I min fortvivlelse over ikke at have fundet noget brugbart ringede jeg til Ravstedhus, Flemming og spurgte, om han havde noget jeg kunne bruge. Det havde han ikke og så på sit vanlige vestjyske – ”Do ska’ sjel lav’et” . Og sådan blev det. Om aftenen, da jeg efter en laang smykkedag sent satte mig i sofaen for at hvile lidt, kom jeg til at kigge i vores brændespand – der lå en skråt afsavet kævle. BINGO – det var ideen til min dominerende udstillingsgenstand – de birkestykker, som har fulgt mig lige siden. Jeg kørte næste dag til Esbjerg for at købe en stor båndsav, så jeg kunne save dem til i passende størrelser. De følger mig den dag i dag.

 

Butikken opstår – konceptet tager form Jeg havde tit tænkt over, at min vision indeholdt det med at sælge – men hvordan mon ?? Et stykke tid efter jeg var flyttet ind, gik det op for mig, at min nabo var keramiker – og at der kom kunder til hende med jævne mellemrum. Det måtte kunne udnyttes. På det tidspunkt stod førstesalen uudnyttet hen. Så den blev ryddet for skrammel og et par bordplader langs de skrå vægge sat op. Her kunne jeg så endelig udstille mine smykker på værdig vis. Der blev monteret lys og kælet for detaljerne. Jeg satte et lille skilt op foran huset, og få øjeblikke senere stod de første kunder der. Kirsten – keramikeren var ikke hjemme, det var egentlig hende, de ville besøge. Jeg havde i mine visioner set for mig, hvorledes jeg modtog og ”kælede” for kunderne. Det skulle være en speciel oplevelse at komme i Ravhuset Hennebjerg – uanset om man kom for at købe eller kigge. Kunderne blev budt på kaffe og vin, valgte det sidste og hyggede sig med at kigge og købte endog et af de dyre smykker. Konceptet havde taget form og er en væsentlig grundpille i virksomheden. Godt hjulpet på vej af mit næsten perfekte tyske – fik vi os en gevaldig snak om alt mellem himmel og jord – også en væsentlig del af mit koncept- ”hygge muss sein” !! Garanti gav jeg også på smykket – 5 år. Vist usædvanligt i den branche, men tryghed, service og menneskelighed skulle være det, jeg skulle bæres frem af. Da jeg nu pludselig også havde butik, synes jeg jo også, at jeg måtte reklamere for stedet. Jeg kontaktede Museet i Varde via Oksbøl og fik at vide, at jeg lige just var gået glip af at deltage i en udstilling på Ravmuseet i Oksbøl sammen med en række andre ravkunstnere. Øv for det. Nå, senere i 2001 fik jeg lov til at lave en særudstilling alene på Ravmuseet. Jeg bliver nødt til at nævne det. Atter dukker denne magiske kvinde op – mit livs kærlighed, lige ud foran mig i sin bil på Dejrupvej, en morgen, hvor jeg er på vej til arbejde. Jeg bander og svovler over den måde at køre ud foran mig på, men behersker mig, da jeg jo er ret ny på egnen. Jeg når lige at se et glimt af hende og tænker bare: warw findes der så gode sild herude ? Det viser sig et stykke tid senere, da jeg ser hende svanse over gaden under mit vindue i Rolfsgade, at vi arbejder 10 m fra hinanden på Esbjerg Kommune. Det var nok skæbnen, der fik hende til at køre sådan ! Jeg bestilte hen på sommeren 3 par skilte i Bryrup v. Silkeborg – fræst ud i naturtræ. – Et blev hængt op ved hj. Dejrupvej/Vesterkærvej, det andet i svinget Vesterkærvej og det tredje sat op på gavlen af huset. Udstillingen til Palm Springs bliver sendt af sted sidst i august. Det er forbundet med en MASSE bøvl og besvær. Told og skattepapirer – alt skulle være registreret ned i mindste detalje, forsikres osv. Lidt senere på året får jeg lavet min første folder hos Pors Tryk i Esbjerg, som deles rundt i mange butikker i den nærmeste omegn. Avisartikler: Annoncer: Øvrige aktiviteter: Mette Plough Bergholt laver min første hjemmeside Større indkøb: Kurser:

2001- vokseværk Det hele fik hurtigt vokseværk, idet jeg som altid var meget produktiv og brugte al min fritid på at producere. Der kom senere nogle glashylder til i midten af rummet, flere og længere borde og pludselig havde jeg også indtaget entreen nedenunder med 6 Ikea – vægmontrer. Et kasseapparat afløste cigarkassen, som klarede den første sommersæson. Jeg fik opsat elektronisk dankortterminal, da nogle kunder ikke gad køre til byen efter penge. Jeg kørte af og til med kunder ind til en dankortautomat og fik på den måde penge, men det var ikke holdbart i længden. En revisor kom også hurtigt til. Jeg hader og har altid hadet tal og regnskaber. Og mængden af bilag og indgående penge steg betragteligt, ditto gjorde bestillingerne, og jeg måtte træffe beslutningen om at gøre det, jeg er god til og lade andre om det beskidte arbejde. Jeg havde også på det tidspunkt fuldtidsjobbet som sikkerhedsleder og familien, som skulle passes. Elektrisk gitter og rum-overvågning med alarm kommer til. Varelageret vokser og vokser, så trods vores landlige placering slår min politiopdragelse igennem. Far var politimand – og det fornægtede sig ikke i vores opdragelse, men godt nok i denne sammenhæng. I februar laver jeg en ganske flot udstilling på Ravmuseet i Oksbøl, som giver lidt respons hen ad vejen. Jeg laver også en udstilling på Rådhuset i Varde. Nogle meget søde hollændere fra campingpladsen i Houstrup dukkede pludselig op. Han købte dengang, jeg lå på campingpladsen, et halssmykke til konen og ville nu købe et armbånd. Vi fik en længere snak, og han var meget begejstret for butikken. Han ville komme igen med sin søn og svigerdatter, samt kone. Det endte med for at gøre en lang historie kort, at de tilbød, at jeg kunne udstille i Rotterdam i landets største antikforretning, som sønnen ejede. Det tog jeg naturligvis imod og fik senere på året afhændet en udstilling hertil. 15. september dukker en tysk kunde op – Harry Plöhn og frue, som i de senere kapitler får en skæbnesvanger betydning for ret mange ting i mit og Ravhuset Hennebjergs liv og historie. Han køber for omkring ti tusind kroner og er dermed den på det tidspunkt mest købende kunde. En voldsom, sympatisk mand, som jeg senere, da han kommer for at hente en bestilling, forærer en pose gamle piber. Han samler – og bliver meget rørt over, at jeg vil FORÆRE ham de ca. 50 piber. Han skriver efterfølgende til jul – påske osv. og kalder mig “sein Bruder”. Jeg ved ikke lige, hvad jeg skal mene om det, men vælger at synes, det er sødt. Det blev også til en vældig fin – nok også for fin udstilling til julemarkedet på Stausø skole. Og så var det jo lige, at hende der min skæbneskvinde, nåede at dukke op inden nytåret, Diana. Vi talte sammen nogle gange oppe på kommunen, og ligesom ravet der tog manden, tog denne gang kvinden manden. Diana tilbød, at hvis der blev problemer med min bil, kunne vi jo bare køre sammen. Jeg var så meget ældre end hende, at jeg ikke kunne forestille mig, at jeg kunne have hendes interesse. Men der var et glimt i hendes øjne, som jeg valgte at tolke på. Jeg blev øjeblikkelig grebet af samme slags beslutsomhed og energi som med rav’et. Hun måtte bare være min. Det gik lidt senere op for mig, at det var hende som indgik i mine visioner, når jeg gik tur på stranden. Pludselig passede det hele sammen – og jeg kunne begynde at se sammenhæng i de billeder, jeg havde set for mig ! Avisartikler: Annoncer: Øvrige aktiviteter: Større indkøb: Kurser:

2002- Det mest kaotiske år i mit liv / Ravhusets historie. Egentlig har jeg ikke voldsomt megen lyst til at skrive om dette år, for det var et møgår på mange måder – rent personligt. En skilsmisse – om end ønsket så alligevel hård at komme gennem. Afsavnet i forhold til min lille Ninna og så de evige usikkerheder omkring Diana, som godt nok nu også var blevet skilt, og som jeg havde en del samvær med, men som ikke kunne beslutte sig for hvad hun turde i fht. mig. Især det sidste tog meget hårdt på mig. Det gav skiftevis jublende forelskede, glade, smukke og romantiske smykker og et par lidt triste. Men de første af mine Totemsmykker så dagens lys – og da de vakte begejstring, gik jeg i gang med at udvide sortimentet. Smykkeproduktionen gik i det hele taget i den retning. Detaljerne finere, smykkerne ditto. Jeg blev i øvrigt optaget af BBC med et crew på 7 mand på Henne Mølleå Strand, hvor jeg skulle foregive at vise, hvordan man finder rav. Siden var de hjemme og optage i værkstedet og min lille butik. Det blev aldrig vist i dansk fjernsyn, men var blevet set af nogle tyske kunder, der alene af den grund var kørt ud til mig. Xenia vores rappe, kvikke, dygtige og søde turistchef havde lige set muligheden for mig i at kunne deltage her. Det var jeg taknemlig for – og for rigtig mange af de ting, hun i øvrigt gjorde og gør siden for at få mig i hak herude med det hele. Dette resulterede bl.a i, at jeg kom i Radio Syd. Et par artikler i forskellige aviser resulterede i, at far og jeg blev inviteret af Flemming Nielsen, studievært fra Radio Syd til at deltage i ”To generationer spiller ud” – i Radio Syd. Den gik i æteren hen i maj måned ! Det gav straks nye kunder – helt fra Sønderjylland. Denne udsendelse kom til at betyde meget for min fars og mit forhold til hinanden, som bedredes betragteligt og den var ydermere en bragende god reklame. Sommeren gik, uden jeg husker ret meget fra den, og så udløstes endelig skilsmissen, som havde taget mig så lang tid at nå til. Alene med det hele, en stor angst for om jeg kunne blive siddende med mit livs drøm i behold – ville jeg blive tvunget væk fra Ravhuset ?? Skilsmissen kostede jo dyrt. Måtte betale en sum penge til eks’en for at kunne blive boende. Midt i alle disse overvejelser blev hele verden rystet af 11.september, Twin Towers fald. Og jeg ditto. Havde aldrig følt mig mere bange og ensom i mit liv. Diana var stadig på afstand. Smykkeproduktionen gik på lavtryk – heldigvis dengang på en årstid, hvor der ikke skete så meget i butikken. Jeg får søgt og opsat mit blå-hvide kommunale skilt ved hj.a. Klintingvej/Dejrupvej – RAVHUSET 1 km. Det betyder, at det bliver lidt nemmere for kunderne at finde vej, uden at det dog giver nogen større tilvækst i kundemængden. Af hensyn til bogholderifunktionen, som eks. konen stod for, måtte jeg finde mig en bogholder. Eila Nielsen fra Vrøgum blev mit valg- Og heldigvis for det. Hun var som en mor for mig mht. regnskaberne. Omsider blev Diana afklaret med sig selv – og flyttede ind på Vesterkærvej – et af de lykkeligste tidspunkter i mit liv ! Avisartikler: Annoncer: Udstillinger: Ølgod medborgerhus Øvrige aktiviteter: Større indkøb: Kurser:

2003 – et nyt og optimistisk år. Som det jo allerede fremgår, er Diana en meget vigtig hjørnesten ikke alene for mig personligt, men også for hele smykkeproduktionen og omstændighederne omkring den. Enten af den ene eller den anden årsag. Som væsentlig sidegevinst træder Nicklas, Dianas søn også ind i mit liv og bliver næsten som min egen søn. De samlede overvejelser i forhold til en nyrenovering af køkken, børneværelse og soveværelse fører nye planer med sig for en udvidelse af såvel det private rum, som for butikken, Ravhuset Hennebjerg, som det nu i mellemtiden er kommet til at hedde. Vi fik min gode kammerat gennem hele mit liv, Mads Hedegård Sørensen til at tegne en skitse til udvidelse af vores hus – han skønner det max. vil koste 450.000. 30 m.2 butik nedenunder og 30 m2. soveværelse ovenpå ????? Det viser sig at skulle koste mere end det dobbelte – fuldstændig vanvittigt – ville nogen spinde rigeligt guld på os ?? Nå vi ændrede planer: ned med væggen ind til soveværelset, så vi fik nyt køkkenalrum – butikken skulle flyttes over i 30 m2 nybygget butik, som blev en forlængelse af det eksisterende værksted. Discountløsning, men det vi økonomisk kunne gabe over på det tidspunkt. Men det blev godt, rigtig godt. Ernst, den lokale tømrer – en pragtfuld gut i øvrigt – byggede for os. Og det gik stærkt ! På 13 arbejdsdage lykkedes det ham at få Ravhuset’s nye butik op at stå. Derefter havde jeg taget en uges ferie for at lægge gulv, male udvendig, male vinduer, lave indkørsel, flytte udstilling, opstille nye montrer, tilslutte lys, lave udstilling, købe inventar osv. Indbyde naboer, bestille mad osv. osv. Jeg har aldrig knoklet så meget før. 20-22 timer i døgnet i hele ugen op til indvielsen, som jo på behørig vis blev foretaget af Borgmesteren, som klippede snoren over, og holdt tale. Ditto gjorde turistchefen, Xenia der også her havde hjulpet til med arrangementet og undertegnede holdt også en tale. Det var det meste fantastiske vejr, man kunne forestille sig, 30 grader og ikke en sky, masser af fadøl, sandwiches og vin mm. Til indvielsen den 30. maj kom der ca. 100 mennesker i løbet af dagen, og det var en meget stor dag for mig/os !! Mogens, min svigerfar, der endnu ikke helt var svigerfar på det tidspunkt, arrangerede en køretur for de tilstedeværende med hestevogn rundt i omegnen. Forinden alt byggeriet havde jeg skiftet farve og layout på mine brochure og annoncematerialer, til en dyb blå farve, der fik det hele til at fremstå lidt mere eksklusivt. For at matche dette fik jeg fremstillet et næsten 2 m højt skilt til opstilling ved Vesterkærvej/Dejrupvej med fotografi af et af mine mest populære designs, Venus – som siden og i den forbindelse blev mit logo. For at spare penge ville jeg selv lave rammen af ca. 3.5 m lange 9×9 stolper med overligger og bundramme. Gravede selv hullerne ud hertil. På en børnefri weekend fik jeg kørt det hele derop og fik Diana til at hjælpe mig med at skrue det hele sammen og sætte det op. Det var nær blevet skæbnesvangert for mig. Da vi skulle rejse rammen op og dumpe det ned i hullerne, dumpede de ikke ensartet ned i hullerne. Det hele vred sig og overliggeren fal fra ca 3 m’s højde ned på mit baghoved. Det kunne i værste fald ha’ slået mig ihjel, men kostede kun et besøg på Varde lægevagt, fire sting uden bedøvelse (AV), en hjernerystelse og en uges sygefravær. Gør det, du er go’ til Bjarke, og lad andre om resten, tænkte jeg på vejen hjem. Ernst – min kære tømrer – fik lov til at sætte skiltet op !! Og det har da også holdt til flere stærke storme ! Harry Plöhn dukkede atter op med familie – i august måned, det havde han i forvejen deklareret.. Har var voldsom stresset – det var tydeligt, at hans blodtryk var langt over det tilrådelige. Han havde et kæmpe projekt i licitation og ville få at vide, om han skulle vinde i løbet af ugen ! Han kom synligt lettet onsdag med grønne frøer (kager) til kaffen. Han havde vundet licitationen, og jeg lykønskede ham – og han mig ! Det sidste forstod jeg ikke helt, men han fortalte om et kæmpeprojekt, hvor der skulle bygge 23 forretningscentre over hele Europa – og at han ville give mig et tilbud om at have én butik i hver. Jeg takkede nej med det samme og fortalte ham, at det ikke passede i min forretningsstrategi og produktion, hvilket han ikke lige syntes af forstå. Han bad mig sove på det og ville komme næste dag. Det gjorde han – og forinden havde jeg ikke lukket et øje. Alt strittede på mig, og jeg følte mig ikke tryg ved det. Da vi stod op om morgenen, sagde jeg til Diana, at jeg ikke ville være med. Til min store forbavselse sagde Diana, at hun syntes jeg var godt dum i at lade sådan en chance gå mig forbi. Hun foreslog, at jeg måske bare skulle høre om jeg ikke kunne nøjes med 1-2 butikker og så tage det helt roligt og se, hvordan det så ville gå. Jeg havde selv tænkt på det samme, så det blev det, vi ville melde tilbage. Harry var lidt forbavset, men sagde OK for det – og skitserede betingelserne, som snarere var foræringer. Han ville betale løn i produktionsperioden, sørge for indretning, samt personale og betale for smykkerne. Ja godaw mand økseskaft tænker du nok – er du født i går eller hva’. Du skal lige tænke på, at jeg på dette tidspunkt har kendt ham som en MEGET rar, hensynsfuld og sød mand gennem 2 år. Han forlangte ingenting til gengæld, så vi havde ikke umiddelbart noget at miste, kun noget at vinde og absolut heller ingen grund til at mistro ham for noget som helst. Jeg var på det tidspunkt så træt af mit arbejde og så langt med butikken derhjemme, at jeg tænkte, at så måtte det være det, der var springbrættet til det frie, selvstændige liv.

2004 – himmel og helvede i ét (i omvendt rækkefølge) Det hele skulle starte i november, men trak ud til januar. Her forlød det, at der skulle startes op til marts måned. Der skulle jo produceres ret meget til det, der på det tidspunkt hed 475 m2 butik !! Vi valgte at tage orlov begge to for at producere som gale. Diana havde desværre aborteret engang sidst på året, og vi havde snakket om, at det måske var pga. stress, som på det tidspunkt havde nået uudholdelige højder. En orlov skulle sænke stressniveauet for os begge og forsøget gøres igen under mere normale omstændigheder. På grund af udsigten til et barn mere var vore små Peugeot’er ganske enkelt ikke egnede. Da udsigten til en større indtægt fra Tyskland gjorde dannelsen af et anpartsselskab interessant, bestilte jeg før jul en splinterny VW Touran til firmabil, som indskud på de 125.000, der skulle til for dannelsen af et aps. Jeg gik på en tiltrængt orlov pr. 1-2 og lagde produktionsplan til alt det nye. Vi havde en snak med revisor og advokat for at sikre os og lave samarbejdsaftaler mv. Friheden var berusende, ditto udsigten til alt det spændende, lige indtil meldingen kom, at hele projektet var gået konkurs pga. at den største indskyder var gået konkurs. Harry ville gøre alt, han kunne for at få det op at stå igen. Men der stod vi – med to gange orlov, ingen løn og en masse investeringer i materialer. Det var et chok – og jeg gik helt i spåner over det. Følte tungt, at det var mit ansvar, og det tog alle mine nattesøvne de næste mange måneder. Det psykiske arbejdsmiljø på min tidligere arbejdsplads havde givet mig en tarminfektion omkring juletid (det vidste jeg ikke på det tidspunkt), og jeg gik og havde det skidt, blev forkert medicineret af min læge, der troede det var en nervøs galdeblære pga. presset. Så jeg gik rundt med en konstant feber på mellem 38 og 39,5 i næsten 3 måneder, inden jeg blev indlagt og diagnosticeret. Det betød, at jeg havde det frygtelig skidt fysisk oven i det psykiske pres. Det gjorde mig samlet meget lille og ked af det – uden stor lyst til noget. Der kom konstante meldinger fra Harry, som jeg nu snakkede med i telefonen hver dag, om at nu var der nye udsigter og håb. Han prøvede virkelig alt, hva’ han kunne for at holde mit humør oppe og lovede, at uanset hvad der skete, skulle jeg nok få hvad han havde lovet – løn og investeringer. Det var vældig fint, men Peter og Ulven var en mikroudgave af, hvad der her udspillede sig. Det gik op og ned i en uendelighed. Det tog voldsomt hårdt på mine nerver, og for første gang knagede det virkelig i vores forhold. Jeg vågnede op en morgen med hjerteflimmer, svimmelhed mv. Det gav mig en stor forskrækkelse. Vi nåede helt frem til august, før vi fik vendt skuden. Igen blev Diana den centrale figur, der fik mig overbevist om, at vi skulle kigge på andre muligheder. I mellemtiden havde Isabella sat sig fast inden i Diana. Endelig bredte den lykke og glæde ved hinandens selskab sig for alvor. Jeg fik sat skub i en masse nye markedsføringstiltag, kom med i en netværksgruppe under erhvervsrådet i Ølgod. Jeg deltog i en aften om markedsføring. Den gav mig virkelig et kick. Jeg besluttede mig for at nikke den en skalle. Højeste prioritet var en ny hjemmeside. Den gamle var simpelthen for ussel. Jeg fotograferede samtlige 600 smykker – et kæmpe arbejde – og fik lavet en ny, smuk og velfungerende hjemmeside. Det var op mod jul – og jeg smed en række annoncer i de forskellige ugeaviser, Vestkysten mv. op mod jul. Det gav en masse nye kunder, og vi oplevede salgsmæssigt den bedste december måned nogensinde. Jeg ændrede firmanavn til Bjarke Holtzmann Design, for at have et lidt mere internationalt tilsnit og fik lavet plakater til ophængning forskellige steder. I december måned blev jeg – for anden gang nu – kontaktet af Radio Syd, som gerne ville lave en udsendelse med mig i en udsendelsesrække, som beskrev personlighederne bag en række mennesker, som havde vovet at gå efter ”drømmen”. Det blev til en rigtig god udsendelse – som siden til min store glæde adskillige hundrede kunder havde hørt. Den bragte mig mange nye kunder ! Det blev også til en udstilling på galleriet i Tistrup i et par måneder, samt en fast udstilling på Galleri Skansen i Varde med en lille nyhed, hvor en lille dvd afspiller og skærm sørger for en levende og afvekslende udstilling. Juleudstillingent i Stausø blev afviklet på samme vis – med en skærm og dvd. Jeg fik en aftale i hus med Clausager Kunstvirke om en udstilling i 2005 – fra august til oktober.

Så blev det 2005. Vi passerede årsskiftet med den bedste december måned nogensinde – godt hjulpet af hhv. den nye hjemmeside og reklameannoncer. Sidstnævnte var jo omkostninger – og oven på årets uheldige økonomiske udfald gav det svære forretningsmæssige overvejelser – på den ene side syntes jeg, at jeg var kommet til at skylde rigeligt med penge, men mit instinkt sagde mig at jeg måtte investere mig, ud af krisen – og derfor brugte jeg vel 10-15.000 kr. på annoncer – og det lønnede sig – op til flere måneder efter. Det triste ved årsskiftet, var at orloven ubønhørligt lakkede mod enden. Det pinte og plagede mig, men pludselig kom Tyskland atter på banen med det glædelige budskab, at tingene nu endelig var faldet på plads. Lige omkring min fødselsdag kom Harry og kompagnon herop for at berette om tingenes tilstand. De kom og spiste med os en aften, og jeg lejede et sommerhus for dem i Houstrup. Harry bedyrede, at udsigterne var gode. Det var en dejlig meddelelse, men jeg turde ikke placere den længere inde end i underhuden – godt forbrændt af alle de tidligere op, og nedture – men det gav unægtelig et lyspunkt ude i fremtiden. Tiden ved Esbjerg Kommune så ud til at være begrænset og overskuelig. Den første februar meldte sig dog med ubønhørlig præcision. Det var en af de værste dage i mit liv. Jeg kunne næsten ikke gå ind ad døren, og tårerne stod mig i øjenkrogene. Det var smerteligt at tage hjemme fra familien, som havde haft det SÅ godt af vores orlov. Dianas og mit forhold var blevet styrket helt fantastisk, samt forholdet også til min bonussøn Nicklas på 5 år. Jeg skal sent glemme den første uge – aldrig har jeg følt mig så overrevet, søndersmadret og ambivalent i forhold til det, jeg stod i. Jeg havde naturligvis forsøgt at forberede mig mentalt til mødet med den mega store kommunale verden, som i al sit papirvælde til enhver tid kan tage pippet fra en person, som er kreativ og skabende. Nå, nok om det – det er ikke værd at genopleve de følelser, der var/er omkring dette – men jeg vil bevæge mig til de lyspunkter, der var udsigt til. ! En af de store var udsigten til fødslen af vores lille datter Isabella. Vi var selv 100 % sikre på undfangelsestidspunktet (men de detaljer får I altså ikke :) ) og regnede med, at det ville blive først i marts måned – og det blev det selvfølgelig også – og det betød jo, at jeg atter havde mulighed for at være sammen med familien i en fjorten dages barselsperiode. Det var en oprivende fødsel, men sikkert ikke værre end gennemsnittet af sådanne. Trods min skepsis i forhold til min alder og et nyt barn måtte jeg se mig selv i en endeløs begejstring for den lille ny, samt atter en styrkelse af vores i forvejen kærlige forhold. Barselsorloven gav mig atter et hårdt tiltrængt pusterum fra jobbet i Esbjerg, som jeg dog følte mig stærkere i efter min orlov – fordi jeg trods alt slap af med stresset, fik den familiære grundpille funderet og havde fået lejlighed til at få virksomheden pudset a´ i kanterne og sat i et højere gear. Jeg fik i barselsperioden tiden til at iværksætte opsættelsen af et sort/hvidt erhvervsvejvisningsskilt ved Henne Strandvej/Klintingvej – endda i kombinationen dansk/tysk. Som altid udnyttede jeg lejligheden til at komme i avisen ved at sende en artikel + foto ind. Og kors et rabalder det gav. Tihi – en stakkels lokalpolitiker forsøgte sig med en fordømmende artikel om skiltets størrelse, placering og at det var på TYSK – og blar, blar , blar. Det slap han ikke særlig heldigt af med – der var straks en række sympatisører, som skrev et par herlige artikler til modangreb – og efterfølgende havde jeg besøg af en masse kunder, som gav udtryk for, at det var rart, at det blev nemmere at finde. Og hold da op, hvor det virkede. I påsken var der mere end to hundrede besøgende. Vi havde aldrig oplevet noget lignende. Det var en mega succes med skiltet, og jeg blev hurtigt klar over, at de ca. 5000 kr. jeg havde måttet betale for det, var de bedste markedsføringskroner, jeg nogensinde har givet ud – og beviste atter ”min” teori om, at man skal investere sig ud af kriser. Månederne gik – og de gik forretningsmæssigt bedre end nogensinde før – nu skulle det blive spændende at se hvordan sommeren ville forløbe !! I mellemtiden ringede Nova Sol i Nørre Nebel og spurgte, om jeg ikke nok ville lave en permanent udstilling hos dem – og det ville jeg naturligvis gerne. Det gik der som altid en farlig masse tid med – men det gav endnu et lille hip til markedsføringen. Jeg havde taget 14 dages selvbetalt ferie – jeg havde jo under orloven ikke optjent nogen og ”stjålet” 14 dages barsel fra Diana, så jeg samlet kunne holde en måned i topsæsonen og også nå en lille uges ferie sammen med børnene på camping i Houstrup hele fire kilometer hjemmefra !! Meget ferie blev det sgu ikke til – jeg vågnede som altid kl. 5 – 5.30, stod op og kørte hjem og lavede smykker – for der var ikke lang tid til, at jeg skulle udstille på Clausager Kunstvirke – et mondænt og smukt sted, som jeg derfor syntes også krævede en højere standard, end jeg plejede at møde op med. Atter gik der megen tid med det, vild megen tid. Men det var også hele tre montrer. Jeg var sammen med Diana og Isabella oppe og sætte dem op en mandag – og efterfølgende lørdag oppe og fernisere udstillingen. Det var en succes med ca. 50 meget interesserede mennesker, presse, fotograf og det hele – mere reklame. Og så skete det – tyskernes ferie startede omsider oven på en lidt brystsvag juli – som en eksplosion. Mere end 100 kunder om dagen væltede ind i butikken og skabte trafikale problemer på Vesterkærvej – det var bare for vildt. Trængt op i en krog af butikken, tænkte jeg bare ved mig selv. Du må gøre noget – noget der skaber mere plads. Resolut ringede jeg til mine kære tømrer Ernst K.Sørensen og fortalte ham, at han nok skulle regne med at bygge en ny væg hos mig mellem værksted og butik samt flytte døren mellem værkstedet og butikken over i den. Og helst i morgen. Derved ville jeg få næsten 50 % mere udstillings –og gulvplads, så jeg kunne fordele kunderne over lidt større areal. Jeg var pludselig klar over, at min ferie udartede sig til en ny omgang stress, men det var der bare ikke noget at gøre ved. Diana rystede overbærende (men med forståelse) på hovedet og deltog med sit nattearbejde i at rydde ½ delen af værkstedet ud og ned i vores nye skur (som Ernst lige var blevet færdig med). Men skulle det være, så skulle det være NU – og ikke når kunderne var taget hjem, og jeg ikke længere havde ferie !!! Op før fanden fik sko på og rydde det sidste – og jeg nåede det lige akkurat, til Ernst dukkede op. Med vanlig effektivitet fik han bygget en væg og flyttet døren. Mit værksted lignede noget fra krigens tid, der var blevet offer for en tæppebombning. ALT rodede i ekstrem grad, og jeg kunne intet finde. Jeg måtte hanke op i mig selv – for det var næsten ikke til at bære eller overskue. Hvordan skulle jeg kunne nøjes med så lidt plads ?? Nå, jeg bildte mig selv ind, at det havde været med i mine overvejelser og nok skulle lykkes – det så imidlertid blot ikke helt sådan ud. Væggen blev færdig på en formiddag – og malerarbejdet kunne begynde – men ak, jeg blev konstant afbrudt af kunder. Den stod atter på nat og tidlig morgenarbejde – og en tur til Århus, Ikea blev sparket ind mellem det hele, for der skulle jo også være noget at kigge på i det nye lokale. Otte nye montrer hentede Diana, Isabella og jeg næste dag – og hjem til åbningstid. Atter op før osv. – samle montrer, købe sten til fundamenter, ledninger, stik lamper, kontakter osv. – ja, det var blot en endnu større arbejdsopgave end den til Clausager Kunstvirke. Kunderne væltede fortsat ind med mellem 50-100 om dagen, og pludselig stod Knud Lykke, min kære og afholdte nabo fra Vesterkærvej og fortalte mig, at jeg havde brug for en parkeringsplads – og at han i øvrigt havde lavet en til mig på hans mark til fem biler – jeg skulle blot betale for pælene mv. Sådan !! Atter følte jeg den her hjertevarme følelse, jeg så mange gange havde følt ved at bo herude !! Hvor fan’ ville man ellers møde det og en Knud af den kaliber ? Og pludselig stod jeg der med ny og større butik med tilhørende parkeringsplads, som selvfølgelig fordrede et P-skilt i 60×80 cm, som jeg fik lavet ved trykkeren i Nr. Nebel. En fantastisk berusende fornemmelse var det, da journalisten fra Vestkysten med fotos leverede atter en hel side i dagbladet Vestkysten. Mere reklame – gratis, det var dejligt, men det bedste var fornemmelsen af, at alting trods alt var ved at lykkes. De tunge dønninger fra Tyskland var ved at tage af – (og vi havde stadig ikke hørt noget positivt fra Tyskland), og indtægterne så ud til at stå mål med anstrengelserne. Flere danske kunder end nogen sinde før dukkede på baggrund af mund til mund metoden op – og det var en af mine stille forhåbninger, for forretningsmæssigt havde jeg jo tabt første slag til udlandet – tiden var kommet til at se på det nære – nemlig Danmark. Og kære lille Danmark svigtede ikke, det gjorde nu heller ikke turismen, som her er meget trofast og tilbagevendende. Alt i alt gik sommeren hen og blev til en grundpille for fornyet optimisme for fremtiden – jeg er så småt gået hen og blevet et ”navn” – noget der snakkes om og er prestige i. I skrivende stund står barometeret på september. En måned, som tidligere har været en OK måned, men betydelig mindre end juli & august. Lige nu, hvor vi knap er halvvejs, ser det dog ud til at også denne måned slår tidligere rekorder, men …… det ved man jo aldrig, før måneden er slut !

2006 (skrevet 2008) Tjah, bedre sent end aldrig – men travlheden har fået tiden til at løbe fra mig. Og jeg kan bedst betegne det som et luksusproblem, for 2006 blev året, hvor succesen endelig blev slået fast med 7` tommer søm. Jeg kan nok ikke huske alle detaljer, men et af de nye tiltag var deltagelse i livstilsmesser i hhv. Odense og Århus. Belært af nedturen med Tyskland indså jeg, at man aldrig skal satse på een stor kunde/ting her i livet. Derfor begyndte jeg at koncentrere mig om Danmark i stedet, og det var altså disse livsstilsmesser, som viste sig som første mulighed for at “vise flaget” til det omkringliggende DK. I de store kongrescentre mødte vi op på en stand på 9-12 m2. Forud for dette gik en kæmpe “overhaling” af hele mit markedsføringsmateriale. Jeg begyndte at finde den endelige linie, så alt så professinelt ud – fra ende til anden. Vi fik da også lavet nogen smukke stande, Diana og jeg – med 6 montrer. Det lyder nok ikke af alverden, men når man har en butik samtidig med derhjemme, kan man ikke bare tømme 6 montrer, så er der jo ikke meget at kigge på. Endvidere tager det lang tid at pakke ned og sætte op igen. Så der skulle altså produceres til 6 montrer. Da jeg stadig havde fuldtidsjob, var det lidt af en mundfuld at komme igennem. Men det var det hele værd – vi havde mellem 3-400 besøgende på standen hver dag over de tre dage, messen varede. Det viste sig, at utrolig mange fynboer har sommerhus herovre på vestkysten. Som sådan var mange af dem potentielle kunder. Vi kunne -og kan stadig mærke effekten af messen. Det var sundt og godt at komme lidt ud. KOMMUNESAMMENLÆGNINGEN nærmede sig med hastige skridt. Tanken herom fik det til at gyse i mig. Endnu mere uoverskuelighed, flere møder og færre resultater. Det kunne jeg slet ikke se mig selv i. Jeg kunne mærke, hvordan det ville dræne mig totalt for energi – og at jeg nok heller ikke længere var nogen top-medarbejder for kommunen. Det er svært at fastholde dynamik, udvikling og noget, der bare minder om hastighed i processerne – så jeg måtte indse, hvad jeg jo udmærket vidste og havde mærket på krop og sjæl igennem efterhånden mange år – at jeg skulle væk. Omsætningsstigningen antydede – men heller ikke mere end det – at vi vist lige kunne få det til at køre rundt, hvis jeg gik selvstændig. Men så skulle det være snart – så jeg kunne få hele sæsonen med. Jeg havde i 2005 fået en dygtig fotograf, Torben Meyer, til at fotografere mine smykker og sætte billederne op på en flyer – et-fløjet i sort/sølv/rav-farver. Den var et vældigt løft i fht. min hjemmelavede blå/gule ditto. Den faldt helt i med alt det andet på brochureholderne rundt omkring i ferielandet. Jeg var dog ikke helt tilfreds med den nye flyer – smykkerne på billederne var for små – så jeg overvejede at lave en tre-fløjet flyer samt en plakat. Der var ikke langt fra tanke til handling. Jeg måtte sætte turbo på op til min selvstændighed, som nu med afvikling af ferie, afspadsering mv. kunne blive den 6 april. – i øvrigt lige op til Påsken. Jeg fik lavet 25.000 flyers og 100 plakater, som jeg efterfølgende kørte hele det geografiske område i en radius af 45 km tynd med. Plakater og flyers stod overalt ! De flinke udlejningsbureauer var i mange tilfælde sågar villige til at dele dem ud til turisterne. Jeg løb hurtigt tør for flyers og måtte have 10.000 flere lavet. Og så skete det. Den 5. april oprandt. Den sidste arbejdsdag v. Esbjerg Kommune. Min Diana havde uden jeg vidste det arrangeret et surpriseparty, hvor naboerne var inviterede til at fejre mig. Det var en berusende fornemmelse – og HELT uvirkeligt og super dejligt at mærke naboernes opbakning. 6.April – milde Moses, jeg troede det var løgn. Trafikkaos på Vesterkærvej, kunder i stride strømme. Den nye flyer og plakaterne rundt omkring havde en overbevisende effekt. Det føltes næsten, som om skæbnens medvind tog til med orkanstyrke. Ganske som de andre gange i mit liv, når jeg tog mod til mig og tog en af de store beslutninger. Denne gang kom den dog så prompte og massivt, at det absolut kom bag på mig. De fredelige tider var forbi. Desværre lakkede Diana`s barselsorlov mod ende – og vi skulle forholde os til Isabella, nu 1½ år gammel. Hvordan skulle vi lige få det til at løbe rundt ? Jeg valgte at give min tid til hende, frem for værkstedet. En beslutning som jeg i dag er rigtig glad for, at jeg tog, og som jeg ikke ville være foruden – omend det også gav mig mit livs stress. Det var fantastisk at være sammen med min lille mus, følge hende, tage på cykelture med hende og egentlig bare nyde livet. MEN – men, men. Det var heller ikke nemt, når kunderne væltede ind fra kl. 13 – der skulle hun så helst sove, men har du haft eller har små børn, ved du at det ikke altid lykkes, helt som man har planlagt. Desuden forsvandt der jo i stigende grad smykker fra hylderne – huller som jo gerne skulle fyldes ud igen. Mine pragtfulde svigerforældre var en kæmpehjælp. De trådte til i alle mulige situationer og tog Isabella alle torsdage, så jeg dog kunne lave lidt også. Weekenderne måtte tages til hjælp for at producere – og min stress voksede, for jeg kunne næsten ikke følge med. På grund af den nye flyer efterspurgte kunderne massivt den linie, der dengang hed Totem Line, og som siden har udviklet sig til at være min mest anerkendte designlinie, med adskillige derivater af det oprindelige design. Vi rundede året af med endnu en messe i Odense, med samme succes som den første. Det var med kæmpe tilfredshed, at vi gik ud af 2006. 2007 måtte blive helt fantastisk ! Sidst på året deltog jeg i et kursus om “afpudsning” af ens markedsføringsapparat. Egentlig syntes jeg, at jeg havde fat i den rigtige ende – og fik da heller ikke i første omgang særlig meget ud at det. Men den sidste dag skulle vi ransage os selv og se på, hvad vi ville gøre i det kommende år for at optimere. Jeg kunne forstå på de andre deltagere at der inden for hjemmesideverdenen var kommet et nyt begreb – CMS. En hjemmesidetype, man selv kan ajourføre/ændre i osv. Altså en meget dynamisk mulighed, frem for den statiske hjemmeside jeg havde. Men det siger sig selv, at sådan en “ting” ER DYR. 30.000 kr. ville den koste, men jeg kunne mærke at “so ein Ding muss ich haben”. 3 dage senere bliver jeg ringet op af et firma, der laver hjemmesider, Skandiaweb. Man skulle næsten tro, skæbnen atter spillede et pus – de tilbød, mod at måtte bruge min hjemmeside som reklameværktøj over for andre i branchen – EN GRATIS CMS HJEMMESIDE – helt vildt !! Jeg var, som den gode vestjyde jeg er, straks mistænksom. Kunne det nu være rigtigt ?? Men den var go` nok ! Nu har jeg lige designet og lavet den hjemmeside du kigger på (juli 2012)

2007 (skrevet 2008) Hjemmesiden faldt på plads først i 2007 – og var fra starten en stor succes – og er nu i skrivende stund ved at være en af verdens største i sin kategori. For at kunne følge ordentligt op på den nye mulighed valgte jeg at købe kamera, linser,computer og bygge et fotoatalier, så jeg kunne udnytte dette potientale. En messe i Århus var årets første store aktivitet, og som sædvanlig rykkede den tænder ud. Men også herovre østpå havde vi faktisk større succes, end vi regnede med. Jeg havde jo stadig Isabella herhjemme og nåede absolut ikke at lave noget som helst man-tirs-ons. Endvidere var hun ved at blive så stor, at middagslur ikke længere nødvendigvis var et tema. Til gengæld tog hun, trods sin lidenhed, del i kundeunderholdningen med sine høje, dybe løvebrøl, der kunne overraske enhver ! Hun tog to meter høje mandfolk i hånden og tog dem med på rundvisning i haven – og sørgede for at dele slik rundt (for så måtte man jo også gerne selv nuppe et stykke, mente hun), men ind imellem var hun bare pludselig væk fra fars åsyn, når der stod 20 kunder, var det bare ikke nemt også at passe ordentligt på hende. Det var frygtelig stresende, og mine arme og skuldre begyndte at smerte i en grad, så jeg ikke kunne sove om natten for smerter. 2-3 gange ugentlig måtte jeg til fysioterapeut for at få løsnet lidt op. Stille perioder var der nu heller ikke længere noget der hed. Kunder hver dag og næsten ensidig efterspørgsel på Totem typen gjorde, at mit arbejde ændrede sig til at være stillesiddende, med ensidigt, gentagt og meget kraftbetonet arbejde – fordi den lille håndfræse skulle holdes så uendelig koncentreret og hårdt fast, samtidig med 100 % koncentration. Til sidst kunne jeg næsten ikke mere – jeg kunne pludselig begynde at ane et skræmmebillede af enden på min ellers så korte karriere. Jeg måtte finde på noget.

Jeg mangler stadig at få skrevet videre – der fulgte nemlig flere VILDT hektiske år, men sidst på 2012 kommer det der mangler ! Kig forbi og nyd en kop kaffe eller et glas vin med mig.

Share This